Who cast that first fateful tomato that started the La Tomatina revolution? The reality is no one knows. Maybe it was an anti-Franco rebellion, or a carnival that got out of hand. According to the most popular version of the story, during the 1945 festival of Los Gigantes (a giant paper mâché puppet parade), locals were looking to stage a brawl to get some attention. They happened upon a vegetable cart nearby and started hurling ripe tomatoes. Innocent onlookers got involved until the scene escalated into a massive melee of flying fruit. The instigators had to repay the tomato vendors, but that didn't stop the recurrence of more tomato fights—and the birth of a new tradition.
Fearful of an unruly escalation, authorities enacted, relaxed, and then reinstated a series of bans in the 1950s. In 1951, locals who defied the law were imprisoned until public outcry called for their release. The most famous effrontery to the tomato bans happened in 1957 when proponents held a mock tomato funeral complete with a coffin and procession. After 1957, the local government decided to roll with the punches, set a few rules in place, and embraced the wacky tradition.
Though the tomatoes take center stage, a week of festivities lead up to the final showdown. It's a celebration of Buñol's patron saints, the Virgin Mary and St. Louis Bertrand, with street parades, music, and fireworks in joyous Spanish fashion. To build up your strength for the impending brawl, an epic paella is served on the eve of the battle, showcasing an iconic Valencian dish of rice, seafood, saffron, and olive oil.
Today, this unfettered festival has some measure of order. Organizers have gone so far as to cultivate a special variety of unpalatable tomatoes just for the annual event. Festivities kick off around 10 a.m. when participants race to grab a ham fixed atop a greasy pole. Onlookers hose the scramblers with water while singing and dancing in the streets. When the church bell strikes noon, trucks packed with tomatoes roll into town, while chants of "To-ma-te, to-ma-te!" reach a crescendo.
Then, with the firing of a water cannon, the main event begins. That's the green light for crushing and launching tomatoes in all-out attacks against fellow participants. Long distance tomato lobbers, point-blank assassins, and medium range hook shots. Whatever your technique, by the time it's over, you will look (and feel) quite different. Nearly an hour later, tomato-soaked bombers are left to play in a sea of squishy street salsa with little left resembling a tomato to be found. A second cannon shot signals the end of the battle. | Hvem kastede den der første, skæbnesvangre tomat, som igangsatte La Tomatina-revolutionen? Det er der faktisk ingen, der ved. Måske var det en oprører, der var imod Franco, måske var det et karneval, der kom ud af kontrol. Ifølge den mest gængse version af historien skete der det, at nogle lokale folk i 1945 under festivalen Los Gigantes (en parade med kæmpestore dukker i papmaché) ville skabe lidt opmærksomhed ved at iscenesætte et slagsmål. De stødte på en kærre med grøntsager i nærheden og begyndte at kaste med modne tomater. Uskyldige tilskuere blev draget med ind i det, indtil det hele eskalerede i et kæmpe virvar af flyvende frugt. Anstifterne måtte godtgøre tomatsælgerne, men det forhindrede ikke nye tomatkampe – og en ny tradition var skabt. Myndighederne frygtede en optrapning, der ville blive svær at styre, og vedtog derfor i 1950'erne en række forbud, som siden blev lempet og genindført. I 1951 blev lokale folk fængslet for at trodse loven, men løsladt igen efter et offentligt ramaskrig. Den mest berømte og dristige protest mod tomatforbuddene fandt sted i 1957, da nogle tomatkamp-tilhængere foretog en skinbegravelse af tomater, komplet med kiste og følge. Efter 1957 besluttede de lokale myndigheder at tilpasse sig til forholdene; de indførte nogle få regler og tog den tossede tradition til sig. Tomaterne er det centrale element, men forud for det endelige opgør er der en ugelang festivitas, hvor man fejrer Buñols skytshelgener, jomfru Maria og St. Louis Bertrand, med parader, musik og fyrværkeri på ægte spansk vis. For at man kan have noget at stå imod med før den forestående batalje, serveres der en enorm paella aftenen før kampen – en ikonisk valenciansk ret med ris, alt godt fra havet, safran og olivenolie. I dag er der i nogen grad styr på denne utæmmede festival. Nogle arrangører er gået så langt som til at dyrke en speciel sort uspiselige tomater kun til denne årlige begivenhed. Festivitassen begynder omkring kl. 10 med, at deltagerne kæmper om at få fat i en skinke, der er fastgjort øverst på en fedtet pæl. Tilskuere oversprøjter klatrerne med vand, mens de synger og danser i gaderne. Når kirkeklokken slår 12 middag, kører lastbiler læsset med tomater ind i byen, mens folk synger "To-ma-te, to-ma-te!" i et stigende crescendo. Hovedbegivenheden går i gang, når en vandkanon affyres: Det er grønt lys for at mase og kaste tomater i vilde angreb mod meddeltagere. Langdistance-tomatkast, rene attentater, mellemlange hook-skud. Uanset hvad din teknik er, ser du helt anderledes ud (og føler dig også sådan), når det er slut. Næsten en time senere kan tomat-gennemblødte bombemænd og -kvinder lege videre i et hav af smattet gade-salsa, hvor der nærmest ikke er noget tilbage, der ligner en tomat. Et nyt kanonskud signalerer afslutningen på kampen. |